Modelby

Modelby

 

Tilbage i 2003 opstod ideen med at bygge en model af Silkeborg by.

 

Det var Villy Thorup, der sammen med Ib Hjort, samlede et hold pensionister på Rosengårdcentret, som var interesseret i at lave en sådan miniby.

 

Holdet har hver onsdag, frem til 2008, været samlet for omhyggeligt at bygge modelbyen i størrelsesforholdet 1:500 ud fra tegninger, planer og fotos.

 

Efterhånden som byen udviklede sig, er der blevet rettet til på modellen, for at kunne præsentere en nøjagtig gengivelse af byen anno 2008.

 

Terrænet er udført i 1mm karton, der er skåret i de korrekte højdekurver og limet sammen. Husene er udført i træ og efterfølgende malet i de korrekte farver.

 

Modellen af Silkeborg står i dag på byens Rådhus ved indgangen til Borgerservice.

 

 

 

 

Da Silkeborg var færdig, var spørgsmålet ”hvad så”, for der var stor interesse for et nyt projekt.

 

Hvad var mere indlysende end at bygge en model af Silkeborgs grundlag og store arbejdsplads i over 100 år – Papirfabrikken.

 

Med en solid erfaring modelbyggeri gik holdet i gang med den, i omfang, mindre opgave, men i størrelsesforhold 1:250. Materialer og fremgangmåde som tidligere.

 

Modellen står udstillet i en montre ved indgangen til Papirmuseet, i det tidligere fabriksområde.

 

 

 

 

 

 

Efter Papirfabrikken var man bestemt ikke færdig med modelby.

 

Næste store opgave var inspireret af en anden af byens store og kendte arbejdspladser, Jyske Bank.

 

Modellen fik navnet ”Lille Søgade” for det var jo den, der måtte give plads for udviklingen af bankens udvidelser.

 

Også her er størrelsesforholdet 1:250. Materialevalg og byggemetoder som tidligere. Modellen blev bygget efter tegninger og fotos fra 1960 og gengiver den del af byen, som vi husker den, fra dengang bedstefar var ung.

 

Montren med ”Lille Søgade” er udstillet på Jyske Banks hovedkontor på Vestergade i Silkeborg.

 

 

 

 

 

 

Mange år er efterhånden gået. Villy er stadig tovholder i projekterne. Nogle deltagere er, af forskellige grunde, desværre faldet fra og andre kommet til.

Der bygges stadig og nu bygger man Silkeborgs gamle kursteder, som jo også er en del af byens DNA.

 

Kurstederne har jo hver især haft sin storhedstid, hvorfor de ikke er samtidige.

 

Nogle kursteder bygges efter tegninger, der stilles til rådighed. Hvor tegninger er bortkommet bruges fotos fra arkiverne og forskelligt materiale fra diverse bøger om Silkeborg, også her i størrelsesforholdet 1:250.

 

Når modellerne er færdige skal de udstilles i Skovvillaen på Silkeborg Bad.